Weekenden stod i brylluppets tegn.. året sidste bryllup for mit vedkommende.
Jeg har i år ikke kørt så hårdt på med bryllupper, som de sidste par somre. Jeg prøver mig lidt frem, for at se hvad der fungerer bedst for mig. Jobbet som bryllupsfotograf er nemlig lidt hårdt.. Men også mega fedt og fantastisk og rørende og smukt.
Denne gang var det Louise og Simon, der gav hinanden deres JA, i Søndersø Kirke her på Nordfyn.

Det søde par, er gode venner til min søster og svoger, så jeg kender dem jo egentlig ok godt. I forvejen er jeg et stort bløddyr og jeg bliver altid mega bevæget, til bryllupper, men når man så oven i hatten har en relation til parret, ja så bliver kameraet altså vådt nogen gange i løbet af sådan en dag 😀
Når man bare VED hvor glade de er for hinanden. Når man observerer hvor omsorgsfuld og betænksom han er overfor hende. Når man VED at Louise fik sin drømmemand. Når man hører alle de rørende taler, der fortæller at deres nærmeste elsker dem og ønsker dem det bedste. Når stemningen og kemien mellem mig og brudeparret, er åben, humoristisk og afslappet… Så er det altså fedt at være på job. Og så giver jobbet som bryllupsfotograf totalt meget mening.

Vi valgte i fællesskab, Langesø som location til portrætterne. Der findes det hele, skøn natur og nogen gamle træbygninger der spiller så flot op mod Simons blå jakkesæt.
Jeg snupper altid et par nærbilleder af vielsesringe og brudebuket…

Og et portræt af både gom og brud skal der også til
Humøret er højt og en fantastisk bryllupsfest venter forude.
Festen blev holdt på Kasmoselund, nær Middelfart. Jeg har ALDRIG hørt om stedet, selvom det ligger her på Fyn, endda kun 25 minutter fra hvor jeg bor. Hold nu op mand et lækkert sted.. perfekt til en intim bryllupsfest og med plads til overnatning. Det ligger i den smukkeste natur, nær en skov og med udsigt over bakker og marker. Så langt ude på landet, at det kneb med dækning til mobilen. Helt perfekt jo 🙂
Hvad vil jeg egentlig fortælle med dette indlæg..? Udover at jeg havde den dejligste dag til Simon og Louises bryllup.
Jo, jeg har været i tvivl om hvor mange bryllupper jeg skal booke ind pr sæson. Denne sommer har faktisk været rigtig passende. De fleste har været halvdags bryllupper og så 2 heldagsbryllupper. Det passer mig glimrende, så når jeg nemlig at glæde mig rigtig meget til hver gang. Men en anden ting der også har slået mig.. Er at jeg nød det her bryllup ekstra meget, fordi jeg kender til Louise og Simons historie. Jeg ved godt at jeg ikke kan være lige gode venner med alle mine kunder, men på en så vigtig dag som et bryllup er, så tror jeg at jeg vil til at insistere på, at lære jer brudepar lidt bedre at kende. Det er nemlig så meget nemmere at dokumentere jeres kærlighed, når jeg kender lidt til den.
Så fremover, så vil jeg altså som standard holde et møde med jer, inden i booker mig som fotograf til jeres bryllup. Så er vi sikre på at kemien og forventningerne er på plads. Jeg holder altid et formøde med brudeparret i tiden op til brylluppet, hvor vi får detaljerne på plads, men her snakker jeg altså om et møde inden vi overhovedet laver en aftale. Det er nemlig super intimt at være med på sådan en dag, både for mig og for jer, og så synes jeg faktisk det falder helt naturligt, at vi lærer hinanden lidt at kende.
Tusind tak til Simon og Louise, fordi jeg måtte dokumentere jeres smukke dag. Jeg ønsker jer alt det bedste fremover <3
Kærlig Hilsen Winnie
Så smukt skrevet om Louise og Simons bryllup
Mvh brudens mor Anette