fbpx

Anmeldelse af workshoppen: ”Fotojournalist -Tag stærke portrætter”

Undervisere: Helga Theilgaard og Michael Madsen

Som overskriften indikerer, så var kurset lavet for pressefotografer, men jeg meldte mig alligevel til som portrætfotograf, der til daglig laver billeder af nuttede børn, bryllupper, familier, osv.

Jeg havde kendskab til Helgas arbejde i forvejen og i øvrigt hørt en del ros om hendes undervisning, så det fangede mig lidt, at beskrivelsen på workshoppen, bl.a. lød:

”Drømmer du om at skabe unikke og personlige portrætter, der fanger dine læsere”

Jeg er ret vild med den ”nerve” og det nærvær hun formidler i sine portrætter, og hvem vil ikke gerne inspireres til mere af det?

Ugens program var godt pakket, og første dag tog vi hul på emnerne lys og komposition. Undervisningen var bygget op omkring nogen mindre foredrag fra Helga med efterfølgende praktiske øvelser.

Egentlig gik jeg selv og synes jeg havde godt styr på det der med komposition, men der åbenbarede sig alligevel en hel del ny viden og en masse øjenåbnere for mig. Og man er slet ikke i tvivl om, at hun har meget mere hvor det kommer fra!

Undervisningen omkring lyslægning, tog udgangspunkt i, hvordan man som fotojournalist, der ofte arbejder på location, og måske ikke har alverdens tid til at skabe et portræt, med få virkemidler kan lave spændende belysning. Det havde helt sikkert også relevans for mig, der laver det meste af mit arbejde på location.

Vi var også rundt om, hvilke lyslægninger der passer til hvilke typer ansigter, og hvordan man bevidst kan bruge lyset til at skabe bestemte steminger. Alt i alt, super relevant, spændende og meget lærerigt.

Dag 2 var fantastisk! Hele dagen arbejdede vi med personinstruktion. Helga viste os nogen eksempler på, hvordan hun arbejder med modellen, for at lede folk hen i nogen bestemte emotionelle tilstande, alt efter hvor hun gerne vil hen med portrættet.

Der er ingen tvivl om, at hun går hårdt til folk og ikke er bange for at bruge sig selv, for at opnå det her nærvær, hun er så god til i hendes formidling. Men man skal som kunde, ikke forvente at komme sovende til et fedt portræt, når man bestiller tid hos Helga 🙂 Det var enormt inspirerende at overvære, hvordan hun ved hjælp af psykologiske virkemidler, associationer, stemmeføring, humor, smalltalk mm, får folk åbnet op og ledt hen hvor hun gerne vil. Samtidig er man ikke i tvivl om, at hun har stor indfølingsevne og respekt for det menneske hun sidder overfor.

Som dag 1, havde vi i løbet af dagen, nogen praktiske opgaver, hvor vi kursister skulle øve os på hinanden.

Begge dage, kunne jeg i forbindelse med de opgaver, godt savne et stykke papir med noget af det vi havde hørt oplæg om. Vi fik utrolig meget information på kort tid, og blev lidt ladt alene med at prøve det af. Her kunne jeg godt have brugt en form for vejledning og feedback.

Onsdag var eksamensdag! Vi skulle på forhånd lave en aftale med en model, der skulle møde op klokken x. Og så skulle vi for alvor prøve de nylærte teknikker af. Underviser satte fotograf og model sammen, så det blev ikke vores egen vi skulle fotografere, og vi vidste heller ikke hvornår på dagen det blev vores tur, før 5 minutter på forhånd.

Det hele for ligesom at illustrere, at man ikke altid ved hvad man kommer ud til, af model, location lys osv. Og måske for at se hvordan vi arbejder under pres.

Undervejs stod Helga klar, med indspark og gode råd, for til sidst at give feedback og konstruktiv kritik til sessionen.

Jeg var rimelig rolig dagen igennem, da jeg ved en af mine styrker som fotograf, er at jeg har nemt ved at få andre mennesker til at slappe af, har god erfaring, og arbejder godt under press.

Men jeg kom på arbejde, da min model viste sig at være tørklædebærer. Det kan man sådan set sagtens lave flotte portrætter med, men som indertørklæde havde hun brugt en kasket med en bred skygge, der giver begrænsninger ifht lyslægning. Derudover sad tørklædet ret stramt og gav en udfordrende form til hendes ansigt. Så der var altså begrænsede muligheder, for mig, til at lege med formgivende lys, hår og vinkler.

Så jeg fik en halv session med hende og så blev vi enige om at den anden halvdel af min tid, skulle bruges på at lave et portræt af den anden underviser, Michael.

Det var ærligt talt lettere svært, at bruge psykologiske virkemidler, på en model der selv har været med til at skrue undervisningsforløbet sammen. Og på den korte tid, formåede jeg da også at bruge en helt forkert indfaldsvinkel til ham.

Så da vi nåede til kritik og feedback, følte jeg egentlig slet ikke, at jeg havde fået vist hvad jeg kunne.

Senere på dagen, gik det op for mig, at jeg stort set ikke kunne huske en skid af, hvad underviserne havde sagt til mig under feedback. Tror der bagefter gik 1000 tanker igennem hovedet på mig omkring hvad jeg skulle og ville have gjort, hvis og hvis og hvis, og at jeg mest af alt var lettet over at være færdig og slippe for de andres blikke.

Set i bakspejlet nu, så tror jeg simpelthen det er SÅ sundt, at prøve at blive smidt på spidsen. Vi fotografer er sgu ofte nogen skråsikre og selvfede vanedyr, og jeg tror vi alle har godt af at komme på usikker grund en gang imellem. Det er her vi lærer og udvikler!

Når det så er sagt, så ville jeg nok hellere have haft feedback, på en session hvor jeg egentlig synes jeg havde mulighed for, rigtig at bruge min nye viden og som jeg kunne have mig selv mere med i.

Men, super spændende (og lidt lang) dag, og fedt at se hvordan alle de andre fotografer arbejdede, på trods af at alle var lettere under pres.

Torsdag og fredag gik med billedbehandling. Her kom Michael for alvor på banen. De andre dage var han lidt i baggrunden som praktisk mand, der sørgede for kaffe, ro og orden og at tidsplanen blev overholdt.

Vi kom laaangt rundt om rawkonvertering, billedudvælgelse, retouchering, workflow, ergonomi, kontrast, farveholdninger, udvikling af stil, photoshop teknik og en hel masse andet. Manden sig at være en kraftfuld maskine af viden om alle disse ting og mere til.

Jeg har god erfaring og rimelige kompetencer indenfor photoshop, og har med tiden udviklet et effektivt workflow. Troede jeg. Det her var ikke noget af det, jeg egentlig kom for at lære. Men jeg fik virkelig en masse nyttige ting med hjem på den konto, og kan allerede se effekten i de billeder jeg har nået at have fat i, denne uge efter workshoppen. Bonus 🙂

Vi udvalgte alle et billede fra vores egen session, til at arbejde med ud fra disse principper.

Jeg endte med at vælge et af de billeder fra sessionen med Michael, da jeg synes der var mest at arbejde med ifht lys, kontrast og billedstil. Jeg havde egentlig ikke den store ejerskabsfornemmelse over billedet da det blev taget. Men under åbenbaringerne i forløbet med billedbehandling, blev jeg alligevel ret glad for det til sidst.

Untitled-1Før og efter billede, af mit udvalgte portræt

Fredagen sluttede med billedevaluering og et spændende foredrag fra Helga, om hendes bog ”De rodløse”. Fantastisk inspirerende og hårdtslående billedserie om hjemløse i Danmark. Tjek den ud!

Vi lavede en evaluering over ugens forløb og sluttede af med en fredagsøl. Her havde man så slet ikke lyst til at ugen var slut, for nu var der for alvor åbnet op for snakken og hyggen, og man følte sig helt hjemme i fotolaboratoriets lækre og kreative omgivelser.

Men, alt har en ende og jeg var egentlig også bare superspændt på at komme hjem til Fyn, og prøve alle de nye ting af, i egne omgivelser.

Jeg vil runde af med en kæmpe anbefaling til workshoppen og deres undervisning. Det er helt sikkert to vanvittigt kompetente, kreative og dedikerede mennesker, med kæmpe passion for faget. Jeg er i den grad inspireret og glæder mig til at jeg kan få så meget som muligt af den undervisning, implementeret i mit eget arbejde, så det kan få et ordenligt løft. Man kan jo altid tåle at blive bedre:-) Jeg vil helt sikkert holde øje med, hvad de ellers finder på af workshops.

Mht pris, så er det virkelig også good value for money, og skulle nogen bekymre sig om forplejningsniveauet, så fejlede det absolut intet!

– Fotograf Winnie Synia

PS. Idag har jeg arbejdet i studiet med en ældre herre og forsøgt at bruge min nye viden. Resultatet kan ses her:

_MG_ portræt

FÅ NYHEDER OG GODE TILBUD

Tilmeld nyhedsbrevet, så får du besked når der er nyt eller hvis jeg laver et godt tilbud.

Tak for din tilmelding :-=